Her blogger Bent


Fridag!
juni 29, 2007, 7:54 am
Gemt under: fritid

Jeg har taget en fridag, så lejligheden kan komme til at se ‘menneskelig’ ud….

Men før kampen med kost, spand og sæbe skulle begynde, skulle man da lige checke nyhederne online.

Jeg burde blogge om det usmagelige i Dansk Fronts nye ‘Voldsmosespil’ [sic], men jeg synes at der på det seneste var været rigeligt brok fra min side.

Så i stedet vil jeg indlede weekenden med lidt god FCK-karma og linke til forsidehistorien i denne måneds Euroman om Ståle Solbakken: http://www.rothstein.dk/index.php?p=200#more-200.

 God læselyst og god weekend, når du når dertil!

(tilbage til ajax og gulvskrubben…)



Socialdemokratiske græsrødder - Magasinet Vision
juni 27, 2007, 2:13 pm
Gemt under: socialdemokraterne

I dag vil jeg ikke kede jer med et langt indlæg - i stedet blot et lille link til Vision, som er udspruget af Frit Forum (www.fritforum.dk), men som også trækker på en række eksterne meningsdannere. Et super initiativ med en masse interessante og tankevækkende artikler.

Få selv syn for sagen på www.visionæretanker.dk



Debitel - Hvorfor man bare ikke KAN stole på det mobilselskab
juni 24, 2007, 8:22 pm
Gemt under: debitel, mobilselskaber

Blot så du ved det: Minimumsforbrug er ikke minimumsforbrug. Forklaring følger:

I Januar købte jeg en telefon med et tilhørende abonnement, Debitel Trumf 200, hvor der var et krav om et minimumsforbrug på 200 kr pr. måned. Det er godt nok lige i overkanten af, hvad jeg taler for, men jeg ville have telefonen og kunne godt leve med at skulle betale lidt ikke-forbrugt taletid for den.

I mellemtiden er regningerne bare steget og steget…i denne måned til 409 kr.

Det var nok til, at jeg undrede mig, for så meget synes jeg ikke, at jeg havde talt i telefon. Ergo går man i gang med at undersøge sagen. Min regning består af en skønsom blanding af opkald fra udland til DK (aflytning af telefonsvareren), indenlandske opkald, SMS’ere og såkaldte opkaldsforsøg (dvs. der var ikke nogen i den anden ende). Forbrug ex. moms 161,62 kr eller 202,03 inkl. moms. med et minimumsforbrug på 200 kr skulle det logisk nok betyde, at min regning burde lyde på 29 kr. i abonnement, 200 kr i minimumsforbrug og 2,03 kr i ekstra forbrug. I alt 231,03 kr.

Men nix - minimumsforbrug er ikke minimumsforbrug. Efter lidt søgen rundt finder jeg denne side på Debitel: http://www.debitel.dk/debitel/data.nsf/webDocuments/4C33B90F5E53E220C1256D9B0026126B, hvor man pludseligt lærer at det eneste, som man kan henføre under minimumsforbrug er indenlandske samtaler, dvs. ikke SMS’ere, ingen udlandsopkald, ingen opkaldforsøg.

Jeg ved udemærket godt, at jeg bare kunne have læst det med småt, men jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være lovligt at markedsføre et produkt med “minimumsforbrug”, når det til syvende og sidst ikke reelt er det. Det er et råddent selskab og en rådden branche, som kan slippe af sted med så kunstige og uigennemsigtige kategorier, at man som kunde ikke kan gennemskue hvad ens regning vil blive - før det er for sent. 

Jeg føler mig i hvert fald godt gammeldaws røvrendt, idet jeg ser mit forbrug og regning for at have mobiltelefon som ét, uanset hvad jeg måtte vælge at bruge den til. Men fordi kun et brøkdel af mit forbug tæller med i mit såkaldte minimumsforbrug ender denne måneds mobilregning på for mig rekordhøje 409 kr.

Nu burde jeg i morgen ringe til debitel kundeservice og skælde en stakkels kundeservicemedarbejder ære og hæder af, men jeg orker ikke, for jeg ved at han/hun bare vil henvise til http://www.debitel.dk/debitel/data.nsf/webDocuments/4C33B90F5E53E220C1256D9B0026126B.

Jeg vil i stedet sætte kryds i kalenderen d. 24/7, hvor de seks måneders SIM-lock ophører, og så vil jeg løbe skrigende hen til et andet selskab.

Hvis du overvejer at udnytte et af debitel’s tilbud indeholdende minimumsforbrug, ved du nu, hvad du går ind til. Jeg gør det ikke igen.



Dagens udfordring - Golf
juni 21, 2007, 2:06 pm
Gemt under: arbejde

huller-a-la-bent.jpg

Puha…i dag var en tålmodighedstest af de helt store, og jeg kan ikke med ærligheden i behold påstå, at jeg bestod den med bravour.

Golf. En sport, der tilsyneladende kun tager til i popularitet. Jeg kommer dog aldrig til at hoppe med på vognen, for den lille hvide kugle er det mest irriterende, jeg har stødt på siden jeg sidst skulle åbne noget nittet emballage op. Ovenstående resultat taler vel nærmest for sig selv…

 



I anledningen af, at jeg har købt mit første telt…
juni 20, 2007, 8:03 am
Gemt under: arbejde, fritid

rejsegilde.jpg

Dette er så mine dejlige kollegers helt logiske reaktion på, at jeg har købt mit første telt…..blå vogn, anyone?



Le Mans og Livet som single - kapitel 1
juni 15, 2007, 3:34 pm
Gemt under: mad, shopping, singleliv

Det er fredag, og weekenden står fuldt og helt i Le Mans-løbets tegn. (check www.lemans.org) 24 timer foran kukkassen måske med en lille blunder undervejs, men ellers ren drengerøv på den gode måde.

Når man nu som en anden discipel vælger frivilligt at spærre sig selv inde foran husalteret skal der jo købes ind. Skodaen parkeres foran Kvicky Xtra, en 20er i indkøbsvognen, og så skal der powershoppes, for man skal da ikke mangle. Så man køber mad og væske ind en masse, for man skulle jo nødigt tvinge sig selv ud i et valg mellem at se de næste to (helt sikkert) afgørende runder af løbet eller fise ned i Brugsen for at hente hvad man nu måtte mene, man står og mangler.

Alas, koncentret og fokuseret går man i supermarkedet, ignorerer man de obligatoriske skrigende småbørn, og går determineret efter de ting, hukommelsen og automatpiloten påbyder én af smide i indkøbsvognen plus det, som gør en weekend lidt mere lækker end en vanlig onsdag etc. Man husker på, at det salat og pålæg man købte for en uge siden har fået tilpas mange farver til, at det nok egner sig bedre til biologiske undersøgelser og arkæologer end til kokke og menneskeføde, så man køber ind.

500 kr fattigere lander man i lejligheden og uungåeligt indtræffer singlelivets realiteter foran sig. Man starter den obligatoriske smid-ud-runde af det, man ikke lige nåede at få spist, fordi man ikke lige fik smurt de madpakker, man jo burde have gjort i ugens løb, fylder køleren med de nye indkøb, og så kommer turen til den lille skabsfryser.

Er jeg den eneste person, som har været ude for, at fryseren pga pladsmangel har dikteret menuen til aftensmaden samt at man naturligvis bliver nødt til at fortære en af de magnum-is, som under påskud af hedebølge blev skønnet som værende et essentielt indkøb?

Ud med en magnum-is og en pose kødboller (menu i aften: Boller i Karry) og ind med kylling, hvidløgsflutes og andre goodies. Efter en logistisk gætteleg lykkedes det mig med vold og magt at få plads til den sidste pakke hvidløgsflutes i fryseren.

Måske burde man købe sig en kummefryser? Men indtil videre betragter jeg det som unødvendigt og en del af mit zen-selvbeherskelsesritual ikke at eje en sådan, da det dermed sætter en naturlig grænse for voldsomheden i de pludseligt opståede smid-i-indkøbsvognen trip, der opstår nu og da.

Men aah…nu kan jeg slappe af hele weekenden, og nyde udsigten til at se Audierne og Peugeoterne udkæmpe deres drabelige dyst uden nogen former for distraktioner…indtil jeg 5 minutter senere finder ud af, at jeg faktisk ikke har noget smør til at lave opkogningen til karrysovsen.

Vi ses i brugsen….  



The boys are back in town!
juni 13, 2007, 8:10 am
Gemt under: Boye, demokrati, odense, politik, socialdemokraterne

I går aftes havde jeg fornøjelsen af at være til det kommunale repræsentantskabsmøde i Socialdemokraterne i Odense. At socialdemokraterne er hot for tiden kunne alle tilstedeværende skrive under på - der var nærmest en ulidelig varme i lokalet.

Det skulle dog ikke forhindre et begivenhedsrigt repræsentantskabsmøde, hvor den største debat var vedrørende urafstemninger kontra det repræsentative demokrati. Min holdning er, at jeg kunne da godt gå ind for en form for urafstemning ang. spidskandidaten i Odense, men det fremlagte forslag var i min optik alt for vidtgående og kunne lamme partiet i månedsvis. (For slet ikke at tale om gentagne urafstemninger ikke just er gratis at afholde…) Summa summarum er jeg godt tilfreds med, at vi valgte spidskandiat (ligesom jeg er godt tilfreds med at det blev Anker Boye) på mødet, og det er altså ikke ‘udemokratisk’ sådan som meget passionerede tilhængere af direkte demokrati påstår. Alle repræsentanterne er valgt af generalforsamlingerne i  de respektive partiforeninger, så hvis man er utilfreds med deres valg, står det jo hvert medlem frit for at møde op og sige/stemme dem midt imod.

Desuden havde jeg også den glæde, at forsamlingen valgte mig til webansvarlig. På det personlige plan bliver det utroligt spændende og udfordrende, og jeg vil gøre mit til, at vi igen får et socialdemokratisk og visionært styre i Odense frem for tomme retoriske luftfrikadeller og populisme, som jeg synes den nuværende ledelse står for. Du kan checke socialdemokraterne i Odense’s website her: www.socialdemokraterne.dk/odense



Så er den nye Bulletin online
juni 12, 2007, 1:54 pm
Gemt under: SAM Headhunting, arbejde

Min arbejdsdag i går var præget af, at den nye SAM Bulletin skulle udsendes. Denne gang skriver vi bla. om Googling, det kulturelle sammenstød som nordeuropæiske virksomheder støder ind i, når de skal jonglere sig igennem sydeuropæisk bureaukrati samt en masse andet.

Du kan læse den på www.samheadhunting.com/bulletin/bulletin.aspx.

God læselyst!



Bundesliga
juni 8, 2007, 7:54 am
Gemt under: Tyskland, fodbold

Årets bundesliga er sammen med den spanske nok de mest spændende.

Guardian (UK) har opsummeret året der gak i bundesligaen på følgende måde (ikke helt fri for humor):

http://football.guardian.co.uk/continentalfootball/story/0,,2095829,00.html 

Tak til Martin for linket!



Den medieskabte trædemølle
juni 7, 2007, 9:42 pm
Gemt under: jelved, medier, politik, radikale

Et lille host: I disse dage går det ganske kongeriges medier i selvsving over måske-nyheden: HVORNÅR TRÆDER JELVED TILBAGE???!!!

Det bekommer ikke mig som socialdemokrat at ‘kloge’ mig på situationen i andre partier, eller tage parti for den ene eller anden part i en intern radikal kamp, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at medierne endnu engang holder liv i en historie, som primært synes skabt af medierne og disses kommentatorer.

Som partileder formåede Marianne Jelved trods alt af sætte sit præg på 90′erne og  skaffede et for de radikale ganske habilt valgresultat ved det seneste valg i 2005. Sidenhen har de radikale nydt en tur i mediernes flyvetæppe; først helt oppe under Muhammed-krisen og dernæst helt nede i kulkælderen efter Khaders farvel. Dog læser de radikale jo efter sigende ikke meningsmålinger [sic], men hvem har sagt at de sidste måneders begivenheder partout SKAL udløse et partilederskifte? Skal vi ikke lade den radikale folketingsgruppe om det?

Tilsyneladende ikke. Vi har i det sidste to måneder hørt den ene kommentator, ex- eller wannabe-spindoktor efter den anden udtale sig med den største forbløffelse over, at Jelved endnu ikke er blevet væltet. Hvordan vover et parti at modsætte sig fem eller ti af landets fremmeste politiske kommentatorer? Medierne har masser af taletid, og de er ikke bange for at bruge gentagelsens retorik. Ergo har vi avislæsere nu i 1½ måned vågnet op til kommentaren om, at Jelved (ikke) bliver gået eller (ikke) går selv. Nuvel, det er ikke nogen holdbar tilgang at forestille sig dansk politik uden mediernes bevågenhed, men jeg orker næsten ikke to månedernes agurketid med flere genudsendelser med forbløffede reportere uden for de radikales gruppeværelse. C’mon - giv os læsere/lyttere/seere i stedet en analyse af hvad der rent faktisk sker, i stedet for konstant at foregribe og i et eller andet omfang selv skabe en nyhed.

Det er jo ikke første gang - medierne hev os alle igennem den samme mediemølle under valget i 2005, hvor alt man som socialdemokrat kunne blive spurgt om, var ens holdning til den seneste 0,2 procent stigning eller fald i meningsmålingerne - vel vidende, at udviklingen var statistisk insignifikant. Hvis man som socialdemokrat hellere ville diskutere, hvad man rent faktisk ville gøre med velfærdsstat, integration, ulandsstøtten blev man nærmest behandlet som en paria og out-of-touch med virkeligheden.

Det, som i for mange mediers verden virkeligt betyder noget i dag er tilsyneladende en 0,2% ændring i en meningsmåling eller hvorvidt en partileder træder tilbage i dag, i morgen, næste uge, næste måned etc.

Derfor glæder jeg mig personligt over den store vækst i blogs og andre internetfora, hvor folk kan give deres verdenssyn til kende. For det giver et lille, men godt alternativ til de etablerede medier, og det tror jeg ikke er så ringe endda.