To nyhedshistorier har indprentet sig på min nethinde i dagens løb.
1: At et par, som hver især tjener det samme som en tredje person, som er single, kan købe bolig for langt over det dobbelte beløb. Eksemplet var en single som med en årsindkomst på 300.000 kunne låne ca. 700.000 kr til bolig, hvis man ikke har den store opsparing.
2: At det parti, jeg bruger hovedparten af min fritid i, svigtes af de unge/yngre vælgere.
Kombinationen af de to historier fik mig til at tænke - måske var det tiden for socialdemokraterne at gå forrest med et bud på en singlepolitik?
De faste omkostninger ved at være single er tilnærmelsesvis de samme, som hvis man boede parvis. Husleje, afdrag og vedligehold på bil (hvis man har en sådan), forsikringer og selv kosten er det samme, da man som regel må regne med en del svind, hvis man ikke vil leve med ualmindelig ensformig kost (personligt går min grænse ved samme aftensmad tre aftener i træk).
Hvis man af den ene eller anden grund ikke har deltaget i boligfesten, er det efterhånden blevet særdeles svært at købe noget at bo i, hvis man gerne vil bo andre steder end de såkaldte randområder (forfærdeligt udtryk!). Selv Odense er ved at være udenfor en single-indkomsts rækkevidde. For 700.000 kan man måske være heldig at finde en 30-40 m2 studielejlighed i udkanten af byen. Jeg vil ikke ændre udbud-efterspørgsel, men i stedet pege på et forhold i den almene boligsektor, som kunne gøre en forskel. Som reglerne er i dag, kan man som single kun få en 2-værelses lejlighed (eller en 3-v, hvis denne er under 70m2).
Jeg går og drømmer om at få et tredje værelse, da jeg gerne vil have mere plads til et kontor samt overnattende gæster, da min familie bor et godt stykke vej fra Odense. Man ender i disse situationer med to lige trættende bivirkninger: Enten kan man vælge ritualet med at ommøblere hele stuen for at få plads til en luftmadras, og det er ret trættende i længden; eller også skal en af gæsterne vælge at holde sig ædru, så han/hun kan køre bilen hjem. Oftest koster en 3-v kun få hundrede kroner mere i leje end en 2-v, men vi bliver som single automatisk sat på plads til, at fordi du bor alene, så skal du nøjedes med din 2-v, uanset om vi har lyst og formåen til at betale den større lejlighed eller ej. Med en 3-v på det private boligmarked uden for den typiske single’s økonomiske formåen er man dermed havnet i en klassisk Catch-22. Måske var det på tid til at åbne op for, at de singler, som har lyst til at betale det, en 3 eller 4-værelses lejlighed koster i det almennyttige, får adgang til at gøre det, således at man som single også får en mulighed for at realisere ens livsdrømme.
Det anden problematik, som jeg kom på i aftenens løb, var i forbindelse med den nyligt overståede revision af bilafgifterne. Som single og barnløs (eller -fri, alt efter hvordan man anskuer det) er en bil på gule plader (dvs. to sæder) alt rigeligt. Man har nu åbnet op for gule plader på små biler, men ved privat brug skal man betale en afgift på disse biler på godt 5000 kr årligt. Med én indkomst i hustanden ligger en bil beslag på en stor del på det månedlige budget - især, hvis man ikke vil køre rundt i en gammel ligkiste. Ville det derfor ikke være et spændende tiltag at fritage hustande med kun én indtægt fra denne ekstraafgift, da det ville sætte singler i stand til i lidt højere grad at leve det samme liv som de af deres venner, som lever i parforhold.
Mener jeg dermed, at samfundet skal anspore singleliv? Familien som kernen i samfundet har været det store politiske mantra, uanset om man er venstremand eller socialdemokrat, i de sidste mange år. Men jeg vil som udgangspunkt på den anden side heller ikke acceptere, at fordi jeg lever single gør noget forkert, og dermed skal straffes / stilles markant dårlige økonomisk for det.
Jeg kan sagtens forstå alle de gavnlige ting, familien som institution gør for samfundet, og synes også at det skal honoreres med børnecheck, betalbar børnepasning med videre, men på den anden side savner jeg til tider politisk anerkendelse af de gavnlige ting, som singler bla. også bibringer: mulighed for hyperfleksibilitet på arbejdsmarkedet, ingen barnets-første-sygedag etc. Singler er med andre ord særdeles effektive på den korte bane.
Sidst, men ikke mindst, skal man jo heller ikke glemme, at vi singler bliver flere og flere….
Det var to relativt hurtige bud på tiltag i en singlepolitik; der er sikkert mange flere…så jeg vil sikkert vende tilbage til temaet på bloggen på et senere tidspunkt.
