Her blogger Bent


Hedeslag i sommervarmen
juli 17, 2007, 7:09 am
Gemt under: fodbold, hedeslag

Lige bortset fra gårdsdagens velkomne varme, har det være så som så med muligheden for at få regulære hedeslag herhjemme.

Så er det imidlertid godt, at andre kan ‘tage over’. Mit bud på de to største hedeslag denne sommer er.

1. King Abdullah Economic City. Tag en masse oliemilliarder, et stykke ørken out in the middle of nowhere, men tæt på vandet, og så har man en millionby (for de velbeslåede, forstås!). Udover de saudiarabiske religiøst konservative restriktioner (især for kvinder), må hele konceptet bære ud i en by, som er blottet for andet leben end den, som går ud for at høste profit. Ville du bo og leve der? Jeg er ikke sikker på, at jeg ville. Det minder mig svagt om Eisenhüttenstadt, som også er en planby opstået på en diktators kontor.

2. Transfers i Premier League. £8.5m for Reo-Coker, £6m for Richardson, £5m for Chopra, £16.5m for Darren Bent. Dette var bare få af de spillere, som er blevet handlet til astronomiske beløb i Premier League. Alle de ovennævnte spillere har kun lidt eller ingen landsholdserfaring, én har tidligere floppet i Premier League, en anden har kun været reservespiller. Hvis det ikke er hedeslag, så ved jeg ikke, hvad er.

 Fortsat god sommer!



God weekend!
juli 13, 2007, 9:13 am
Gemt under: humor, musik

Dette link er den perfekte måde at starte sin weekend på:

http://www.duplexrecords.no/av/hurra/totaleclipse.wmv

Sælsom måde at kombinere Bonnie Tyler, Træningssæt i small og Kaizers Orchestra?

(Tak til Martin for linket…)



Der er ikke noget bedre end at opdage ny musik
juli 8, 2007, 10:42 pm
Gemt under: fritid, musik

Det har været en rigtig god weekend. En af grundene dertil, at jeg har fået hørt en masse musik, jeg ikke har hørt før.

Først og fremmest den første “jeg-har-set-videoen-derfor-køber-jeg-cd’en”-anskaffelse i mange år. (Normalt lytter jeg online etc. før køb) Da jeg første gang hørte titelnummeret, bestilte jeg cd’en fem minutter efter. White Stripes - Icky Thump. Det tog noget tid at vænne sig til lyden, da den er endnu mere udfordrende end hvad de har lavet hidtil.

Læs mere her: www.whitestripes.com.

 Nortec Collective

Noget helt andet er en koncert fra dette års mudderhelvede til Roskilde festival med et mexikansk elektronisk ensemble, Nortec Collective. Man kan ikke undgå at blive rigtigt godt humør af at lytte til det.

Nortec Collective, Roskilde Festival 2007 (streamet af DR)

WIKI: Nortec Collective



Årsag og konsekvens
juli 8, 2007, 1:49 pm
Gemt under: fritid

Pitcher of beer

I går blev jeg lokket ned til Tour De France-quiz på den lokale sportspub og samlingspunkt for de lokale sportsnørder, Kick Off.

I cykelsportens tråd måtte jeg jo tackle min store uvidenhed med masser af flydende doping. Det har bare sin konsekvens dagen efter.

Fortsat god søndag!

PS: På trods af min deltagelse blev mit hold vist nok nr. 4 (ud af 6 eller 7).



Hvordan skal Odense se ud i fremtiden?
juli 5, 2007, 2:43 pm
Gemt under: Boye, odense, politik

Det kan godt være, at borgmester Jan Boye med det samme lagde sig fast på en tunnel-løsning for Thomas B. Thriges Gade i Odense, men jeg er personligt langt fra sikker på, at det er den rigtige løsning, hverken for bymiljø eller for kommunens pengepung.

Til alle os, som kunne tænke sig at se på alle mulighederne i (og konsekvenserne ved) de nye kvarterplaner for bl.a. Havnen og Thomas B. Thriges gade, før man tager sit standpunkt, kan jeg varmt anbefale denne feature på Odense Kommunes hjemmeside: http://www.odense.dk/upload/kvarterplan/main.html.

Uanset hvilket af scenarierne, man måtte gå ind for, er der for mig at se ingen tvivl om, at prioritet nr. 1 altid må være kanalforbindelsen, idet det er den eneste måde, man for alvor får dirigeret meget af den gennemgående trafik uden om bymidten.



Er det ikke tid til en singlepolitik?
juli 4, 2007, 10:24 pm
Gemt under: politik, singleliv, socialdemokraterne

To nyhedshistorier har indprentet sig på min nethinde i dagens løb.

1: At et par, som hver især tjener det samme som en tredje person, som er single, kan købe bolig for langt over det dobbelte beløb. Eksemplet var en single som med en årsindkomst på 300.000 kunne låne ca. 700.000 kr til bolig, hvis man ikke har den store opsparing.

2: At det parti, jeg bruger hovedparten af min fritid i, svigtes af de unge/yngre vælgere.

Kombinationen af de to historier fik mig til at tænke - måske var det tiden for socialdemokraterne at gå forrest med et bud på en singlepolitik?

De faste omkostninger ved at være single er tilnærmelsesvis de samme, som hvis man boede parvis. Husleje, afdrag og vedligehold på bil (hvis man har en sådan), forsikringer og selv kosten er det samme, da man som regel må regne med en del svind, hvis man ikke vil leve med ualmindelig ensformig kost (personligt går min grænse ved samme aftensmad tre aftener i træk).

Hvis man af den ene eller anden grund ikke har deltaget i boligfesten, er det efterhånden blevet særdeles svært at købe noget at bo i, hvis man gerne vil bo andre steder end de såkaldte randområder (forfærdeligt udtryk!). Selv Odense er ved at være udenfor en single-indkomsts rækkevidde. For 700.000 kan man måske være heldig at finde en 30-40 m2 studielejlighed i udkanten af byen. Jeg vil ikke ændre udbud-efterspørgsel, men i stedet pege på et forhold i den almene boligsektor, som kunne gøre en forskel. Som reglerne er i dag, kan man som single kun få en 2-værelses lejlighed (eller en 3-v, hvis denne er under 70m2).

Jeg går og drømmer om at få et tredje værelse, da jeg gerne vil have mere plads til et kontor samt overnattende gæster, da min familie bor et godt stykke vej fra Odense. Man ender i disse situationer med to lige trættende bivirkninger: Enten kan man vælge ritualet med at ommøblere hele stuen for at få plads til en luftmadras, og det er ret trættende i længden; eller også skal en af gæsterne vælge at holde sig ædru, så han/hun kan køre bilen hjem. Oftest koster en 3-v kun få hundrede kroner mere i leje end en 2-v, men vi bliver som single automatisk sat på plads til, at fordi du bor alene, så skal du nøjedes med din 2-v, uanset om vi har lyst og formåen til at betale den større lejlighed eller ej. Med en 3-v på det private boligmarked uden for den typiske single’s økonomiske formåen er man dermed havnet i en klassisk Catch-22. Måske var det på tid til at åbne op for, at de singler, som har lyst til at betale det, en 3 eller 4-værelses lejlighed koster i det almennyttige, får adgang til at gøre det, således at man som single også får en mulighed for at realisere ens livsdrømme.

Det anden problematik, som jeg kom på i aftenens løb, var i forbindelse med den nyligt overståede revision af bilafgifterne. Som single og barnløs (eller -fri, alt efter hvordan man anskuer det) er en bil på gule plader (dvs. to sæder) alt rigeligt.  Man har nu åbnet op for gule plader på små biler, men ved privat brug skal man betale en afgift på disse biler på godt 5000 kr årligt. Med én indkomst i hustanden ligger en bil beslag på en stor del på det månedlige budget - især, hvis man ikke vil køre rundt i en gammel ligkiste. Ville det derfor ikke være et spændende tiltag at fritage hustande med kun én indtægt fra denne ekstraafgift, da det ville sætte singler i stand til i lidt højere grad at leve det samme liv som de af deres venner, som lever i parforhold.

Mener jeg dermed, at samfundet skal anspore singleliv? Familien som kernen i samfundet har været det store politiske mantra, uanset om man er venstremand eller socialdemokrat, i de sidste mange år. Men jeg vil som udgangspunkt på den anden side heller ikke acceptere, at fordi jeg lever single gør noget forkert, og dermed skal straffes / stilles markant dårlige økonomisk for det.

Jeg kan sagtens forstå alle de gavnlige ting, familien som institution gør for samfundet, og synes også at det skal honoreres med børnecheck, betalbar børnepasning med videre, men på den anden side savner jeg til tider politisk anerkendelse af de gavnlige ting, som singler bla. også bibringer: mulighed for hyperfleksibilitet på arbejdsmarkedet, ingen barnets-første-sygedag etc. Singler er med andre ord særdeles effektive på den korte bane.

Sidst, men ikke mindst, skal man jo heller ikke glemme, at vi singler bliver flere og flere….

Det var to relativt hurtige bud på tiltag i en singlepolitik; der er sikkert mange flere…så jeg vil sikkert vende tilbage til temaet på bloggen på et senere tidspunkt.