I de sidste par uger har der været bål i gaderne og ildspåsættelser - tilsyneladende mindre her i Odense/Fyn end i resten af landet.
Det er jeg naturligvis meget glad for. For det første fordi jeg ser afbrændingerne som en blanding af en utilstedelig falliterklæring af synderne, men også fra resten af samfundet fordi vi har tabt en masse unge mennesker på gulvet, som ikke ser nogen fremtid for dem selv. For det andet fordi jeg her for en måneds tid siden købte mig selv en spritny Volvo C30 1,6 diesel på gule plader. Og ja, jeg betaler misundelsesafgift (tillægsafgift), hvilket betyder at jeg for godt 5.000 kr om året får jeg lækkert hvidt rundt klistermærke af skattefar, som informerer omverdenen om, at jeg faktisk godt må bruge min bil til hvad jeg nu lyster. Jubii! (Ironi benyttet)
Så hvor jeg bor er der ikke sket afbrændinger, og det er jo fantastisk. Men mindre fantastisk er det, at alle fra DF, regeringspartierne og overraskende nok også SF er gået i populistisk selvsving med straf og overvågningstiltag ud fra en devise om, at det så ville forhindre en gentagelse i fremtiden. Straffen skal op, ungerne skal spærres inde og helst overvåges 24-7, så vi er helt sikre på, at de ved, at resten af samfundet tilsyneladende synes, at de er og skal forblive udskud. Selvom mit parti ikke just har trukket de store og hurtige overskrifter i de sidste ugers løb, er jeg dog enige i ledelsens afmålte betragtninger, og er på den bekostning villig til at æde de tæsk, socialdemokraterne sikkert vil få i kommende meningsmålinger. Det er ikke kun forældrenes ansvar. Når gaderne står i flammer, og eksplosionsbrande truer med at antænde flere familiers hjem, så er det gået fra privatspfæren til den offentlige spfære - og det er der, hvor ansvarlige politikere bør komme med forslag til løsninger, som sikrer, at lignende hændelser ikke gentager sig.
Politikere elsker at forhøje strafferammer - for så signalerer man handlekraft. Problemet er bare, at højere straf ikke virker. De forhøjede strafferammer for personvold har haft den modsatte effekt - antallet er stigende. Hvis jeg fik futtet min nye bil af, ville jeg blive uendeligt ked af det, og mindst lige så misfornøjet, når jeg fandt ud af, hvor stor en regning jeg ville hænge på bagefter, selvom bilen er forsikret. Men min lykke og tryghed bliver ikke bedre af, at de skyldige får en tredjedel længere straf.
Selvfølgelig skal de skyldige have en fornuftig straf, men det, som giver mig tryghed, er at de mennesker, som ikke føler, at vores samfund har plads til dem eller rummer mulighed for dem, bliver overbevist om det modsatte og får hjælp til at komme videre med deres liv. Og det er her, det store seje træk med SSP-indsats, politiet, sociale myndigheder, uddannelse, fritidsaktiviteter og boligsociale tiltag m.v. kommer til deres fulde ret. Derfor glædes jeg også over, at en række borgerlige debattører nu har indset, at straf og en Lene Espersen med stram mine ikke er det universelle vidundermiddel på alle sociale problemer.
Vi må til at indse, at mens mange er blevet rigere de seneste år, har vi skabt en ny underklasse de seneste år - især blandt folk, som bor til leje og ikke har haft andel i de seneste års friværdisfest, men til gengæld kun har mærket åger-lignende prisstigninger på offentlig transport, efteruddannelse osv. Vi skal have løftet denne nye underklasse, så de også i deres hverdag mærker, at de kan deltage i samfundet på lige fod med alle os andre. Det er et langt træk, men vi har ikke råd til at lade være.