Her blogger Bent

I går var det (vist nok) min 8. koncertoplevelse med norske Kaizers Orchestra. Jeg har i hvert fald ikke styr på det eksakte antal længere. Nu kan det efterfølgende lyde kritisk, for det var ikke den bedste Kaizers-koncert, jeg har været til - langtfra, men bandet har et så højt bundniveau, at det til trods på ingen måder var en dårlig koncert.

Lad os starte med det positive - de nye sange fra den nyligt udgivne cd, Maskineri, er så meget bedre live end på cd’en. Live har de kant og liv, og man kan virkeligt mærke de historier, som ligger bag sangene. På cd’en er de mest af alt en omgang middle-of-the-road miskmask, omend meget nydeligt produceret. Som jeg lytter til det , ligner Maskineri endnu et eksempel på, at et undergrundsbands lyd bliver druknet i produktion, når budgettet bliver mangedoblet. For sangene er ikke dårlige, slet ikke, men det fremstår bare hverken specielt tydeligt eller bemærkelsesværdigt på cd’en. Så det bedste var klart, at de nye sange fik bevist deres eksistensberettigelse. Sætlisten var også en sær størrelse, med (for) mange voldsomme temposkift og med et sært antiklimaks med ‘Bak et halleluja’ som encore.

Det sagt var det stadigvæk en fornøjelig og varm aften, hvor energiniveauet var højt, men dog ikke nåede ekstase. Dertil var sætlisten for ujævn, hvor hverken partyfolket eller feinschmeckerne rigtigt kom i 5. gear.

I forbifarten skal man ikke glemme Geoff Berner, som næsten er blevet hus-opvarmningsmand for Kaizers. Skævt, fornøjeligt og rimeligt fordrukkent er det fortsat en god oplevelse og stå at synge med på hans anti-establishment sange. Download hans morbide “Official 2010 Olympics Theme Tune”, The Dead children were worth it! her:

http://www.geoffberner.com/Olympicstheme/#

I dag var jeg så nede og købe ny-klassikeren OK Computer med Radiohead for 2. gang. Det første, og meget slidte, eksemplar, som du ser på billedet overfor, kan simpelthen ikke mere. Der er indtil flere steder, hvor datalaget på cd’en simpelthen er skallet af. Men den har også været en favorit siden den kom på gaden i 1997. Jeg troede, at denne skæbne først ville overgå Automatic For the People med R.E.M., som om muligt er blevet spillet endnu mere i sin 16-årige levetid, men det blev altså OK Computer, der først måtte opgive evret.

Apropos R.E.M. har jeg også lige købt Accelerate. Modsat Kaizer-koncerten i går er der ingen former for ujævnheder på den plade - den kender kun ét tempo: fast forward. Men har de så tabt dybden i svinget? Det vil de næste mange gennemlytninger afsløre. Den er på repeat…

I et tidligere indlæg var jeg ikke specielt begejstret for Facebook (kontra LinkedIn), men med dette nye tiltag gør Facebook meget af ’skaden’ god igen:

Man kan høre hele den nye REM-plade Accelerate, som udkommer i Danmark på mandag, online via ILike-applikationen i Facebook.

http://apps.facebook.com/ilike/artist/R.E.M.

1:30 inde kan man hurtigt konstatere, at det er noget helt andet end deres forrige plade, Around the Sun.

(billedet er taget fra harpmagazine.com)

Idet min aftale her i weekenden er aflyst pga. sygdom, tager jeg en lørdag foran fjerneren med fodbold.

Der findes ingen bedre opvarmning til en sådan dag end denne klassiske video, som samtidigt er beviset på, at tyskerne faktisk har humor:

Werner Beinhardt - Fußballspiel

I Polen varer et bryllup ikke en dag, men to (og ikke fire, som jeg først antog). Selve bryllupsfesten var fremragende, jeg holdt ud til kl. 3 (de hårdkogte til kl. 7) og kl. 12 dagen efter var det på den igen. Dag to er, såvidt jeg lod mig forstå, en spis-rester dag. Jeg kan hermed afsløre, at det er også en drik-rester dag.

Efter en stille start, hvor alle sad og varmede sig på gullaschsuppen, tog f….. ved polakkerne. Frem med vodkaen, techno-volumen op, og så kører bussen.

Jeg må indrømme, at dagen efter dagen aldrig har været min styrke, og jeg er som regel bare vissen. Jeg forsøgte mig med en bison-øl, Zubr, (som under normale omstændigheder smager ganske glimrende) men den var svær at få til at glide ned. Samtidigt var mange folk omkring mig på vodkashot nr. 5. Paradoksalt nok var festen delt i to, halvdelen i gang med en drukfest, som fik dagen før til at blegne (også fordi, at brudgommen denne dag må drikke, hvorimod der på selve dagen er danskvand i hans vodkaglas), den anden halvdel ved at pakke sig sammen for at køre den ofte lange vej hjem.

Festen slutter på slaget 20, og folk enten supertrætte eller superfulde bevæger sig hen, hvor man skal (eller kan). Pga min manglende lyst til alkohol fandt jeg mig aldrig til rette på dag to, men det rokker ikke ved det, at det var en super oplevelse at være med et polsk bryllup med katolsk ceremoni, små selskabslege og ritualer - alt hjulpet godt på vej af masser af uforståelige sibilanter, og nå ja, vodka. (som smagte godt!)

 Kort og godt - får du muligheden for at tage med til et polsk bryllup - gør det!

 Til Bartek og Ilona - Tillykke (el. iflg. www.dict.pl Gratki!)!!!!!

Der er kun én ting, som er værre end en dårlig film. Det er, når filmselskaberne smider en mindst ligeså hjælpeløs efterfølger til selvsamme film.

Den øvelse er den samlede danske verdenspresse pt. i færd med i ytringsfrihedens (uhellige?) navn. Efter at Danmark gik igennem en alvorlig diplomatisk og måske også eksistentiel krise på baggrund af JP’s karikaturer under den 1. muhammedkrise, mente den samlede danske presse, at de som et andet hjemmeværnskompagni skulle stå VAGT om flaget, salutere ytringsfriheden og vise, hvor ret vi søreme har her i Danmark.

Nu forsøger hollænderne så i skikkelse af en bevidst hånlig film at gøre os danskere tricket efter, blot lige med lidt ekstra tryk på kedlerne. Iflg. Politiken (http://politiken.dk/politik/article485247.ece) har Anders Fogh Gud ske lov lagt al mulig afstand til Gert Wilders, som jeg anser som en nogenlunde ligeså reaktionær politisk kraft som  mange islamiske fundamentalister.

Jeg tror, at det var Peter Aalbæk Jensen, som sagde noget i retning af, at man godt må lave al den satire, man vil, sålænge at dem, det går ‘ud over’ inderst inde ved, at man elsker dem. Efter Irak-krigen kan man godt forstå, at den arabiske verden måske ikke var helt sikker på vores indbyrdes forhold, og denne gang kan man heller ikke bearbejde dem for ikke længere at være i tvivl. Der er pt. ikke noget gensidigt og respektfuldt forhold mellem Vesten og den arabiske verden. Hvilket er en skam.

Der kan ikke røres ved det faktum, at man har og havde ret til at publicere tegningerne. Ingen tvivl om det. Men bare fordi, at det er lovligt at publicere dem gør det ikke nødvendigvis til noget klogt. For i stedet for at finde ud af, hvad der samler os og bygge forståelse mellem folk bruger vi hele vores energi på at grave grøfterne dybere. Der er noget os vs. dem i hele det her cirkus. Og man tvinger moderate muslimer, ateister, danskere og hollændere til at vælge side i en konflikt, man ikke føler sig en del af. Og derudover - at man så implicit er mod “de andre”

Det kan gå hen og blive ren McCarthy - hvilket DF’s forstummende forslag i Københavns borgerrepræsentation (om at medarbejdere skal underskrive en form for demokratierklæring) er et udemærket vidnesbyrd om. Det forslag ser heldigvis også ud til at være skudt ned.

Summa sumarum må være, at vi har vist omverdenen (især den arabiske), at vi er ret gode til at råbe af dem og fortælle dem, hvor neandertal-agtige, vi synes, de er. Det er de naturligvis frygteligt glade for at få at vide. Så de lader være med købe vores varer. De vil lade være med at lytte til os i fremtiden. Den 3. Muhammedkrise vil være, at en stor del af verdens befolkning slet og ret vil ignorere os, og det vil tage år, ikke måneder, for Danmark at arbejde sig ud af det dynd. Det går vi måske ikke bankerot af - men det forringer vores muligheder for at påvirke dagsordenen på klimaområdet, samhandelsområdet etc. Nå ja, det kommer nok også til at koste nogle arbejdspladser. I ren Slaughterhouse V-stil kan man kun sige: “So it goes”.

Men målet helliger midlet: Vi fik da trykt nogle tegninger, som hverken var specielt gode eller specielt sjove, men som vi vidste ville gøre en masse mennesker sure og rigtigt kede af det.  Dermed fik vi vist omverdenen, at vi har ytringsfrihed, og tillykke til os alle med det!

Det amerikanske statsradio har reddet min dag igen!

Hvis du også går og venter på R.E.M.’s næste plade, og ikke orker at høre Reckoning for 117. gang, her er linket til en koncert i A+ lyd, hvor mange af de nye sange er med i sættet.

http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=88155007

Thanks NPR!

Nu skal man som dansker nok passe på med at rette opmærksomheden mod politiske tegninger, men jeg tager chancen og linker til TIME magazines politiske tegninger, som er en ganske humoristisk måde at starte en søndag morgen på.

I går var det kvindernes internationale kampdag, og den benyttede Socialdemokraterne, som jeg er medlem af, til at launche et forslag om, at inden for fire år skal børsnoterede selskaber have 40 pct. kvinder i bestyrelseslokalerne. Hvis ikke, skal selskaberne tvangsopløses. Pt. er der iflg. BNY 5,6%. I Norge har man indført en lignende regel, og her er kun en håndfuld selskaber på randen af tvangsopløsning.

Så hvis målet er få tvangsindført ligestilling i bestyrelseslokalerne, så virker denne form for kvotering. Ingen tvivl om det.

Men er ligestilling virkeligt målet? Er det ikke at få de bedste bestyrelser, således at virksomhederne bliver så godt ledet og styret som overhovedet muligt? Man kan købe sig fattig i teamworking-bøger, som siger at blandede teams er de mest effektive, fordi mænd og kvinder fra naturens hånd tænker og agerer anderledes. Ligeledes er det velkendt at man ofte rekrutterer dem, som ligner én selv. Ergo er man i en catch-22, som man så kan vride sig ud af med denne form for kvotering.

Desuden er det som mand svært at udtale sig i denne debat (og andre former for ligestillingsdebat), fordi du konsekvent føler sig italesat [sic] som dem, som sidder på flæsket eller som bare slet og ret er nogle onde svin. Og personligt har jeg mine tvivl om dette forslag. Selv i dag, hvor ligestillingen mellem kønnene alt andet lige er på et andet niveau end for f.eks. 30 år siden, køber danskerne (mødrene?) stadigvæk lyseblåt til drengene og lyserødt til pigerne. Det efterspørges endda i en grad, så det kræver udholdenhed at finde børnetøj i andre farver. Selv i dag er der klare kvinde- og mandefag, selvom der som sådan ikke er nogle tekniske forhindringer for at det kunne være 50-50. Kvinder vil ligeledes forsat skulle føde børnene, mændene vil fortsat have en fysik, som gør, at de er stærkere end kvinder.

Så spørgsmålet er, om der virkeligt findes så mange velkvalificerede kvinder, som har lyst til balancere en hæsblæsende erhvervskarriere med familielivet? Det er i hvert fald noget, vi diskuterede på mit arbejde, da man indførte kønskvoteringen i Norge.

Og hvorfor er det lige bestyrelsesposter i private virksomheder, som er i fokus - hvorfor indfører man ikke kønskvotering til by-, regions-, folketings- og europaparlamentsvalg, således at mindst 40% af alle medlemmerne skal være kvinder, uanset stemmetal?

Med andre ord er jeg i tvivl, og jeg kan godt sidde tilbage med en fornemmelse om, at denne form for kønskvotering er et udtryk for at målet helliger midlet.

I går var jeg på et webstrategimøde arrangeret af K-forum for at få yderligere inspiration til, hvorledes www.samheadhunting.com skal se ud i fremtiden.

Men der blev også løftet sløret for et par sites, som i al deres enkelhed løser et ganske dagligdags problem for rodehoveder som mig.

Nu er det jo tiden, hvor man påbegynder at planlægge sommerferier, og sådan nogle udmåles altid i uger….men jeg kan aldrig huske, hvilken uge et specifik dato er i. Men så er det godt at man har dette site. Er man ultraglemsom (som mig), findes der endda et søstersite, hvor man også kan få ugedagen at vide. (Meget handy, for to minutter siden troede jeg, at det var mandag, selvom det jo er onsdag!)

Det må være internettets svar på den røde sløjfe om fingeren…