Her blogger Bent


En weekend i politikkens tegn
september 9, 2007, 5:06 pm
Gemt under: Boye, politik, socialdemokraterne

Denne weekend blev brugt i Ålborg som Rådhusforeningens repræsentant på Socialdemokraternes kongres 2007. Som sædvanligt var det en hyggelig affære med god stemning, både om dagen og om aftenen. Eneste minus var vel, at landsholdet ikke lige kunne hive stikket hjem mod svenskerne.

Meget af tiden gik med det, som under den brede overskrift kan betegnes som ‘networking’, men det hovedsagelige er og bliver politik. Det udbytte, jeg gik hjem fra kongressen med, kan groft sagt opdeles i to punkter:

1. “Vi vælger velfærd”. Jeg var personligt meget glad for at høre, at socialdemokraternes definition af ‘velfærd’ er bredere end det, man måske umiddelbart forbinder med velfærd. Uden at skal lyde for overfilosofisk er velfærd a la socialdemokraterne en overskift for det, Aristoteles ville have haft kaldt ‘Det gode liv’. Det handler om at skabe de bedste rammer for hver enkelt person til at opnå de livsmål, som de måtte sætte sig. Ikke noget med at hive nogen ned - de handler om at løfte op. Jeg kan ikke være mere enig i denne form for lighedsbetragtning. Vi skal igen satse på en løbende opkvalificering af arbejdskraften, således man ikke taber folk på gulvet, hvis vi en dag står overfor mindre gunstige økonomiske konjukturer, end vi gør i dag.

2. “Vi kan slå Anders Fogh”. Om Helle brugte denne bemærkning kan jeg på stående fod ikke huske, men jeg er kommet hjem med en bestyrket tro på, at det borgerlige Danmark godt kan lade være med at åbne champagnen og tænde cigaren på forhånd, såsom mange af de politiske eksperter gerne vil have befolkningen til at tro. Jeg synes, at vores samlede politik har en meget klar (undskyld udtrykket!) rød tråd, uanset om det er om velfærd, integration, miljø eller den økonomiske politik. Ikke ligesom den nuværende regeringsleder, som den ene dag taler langt og længe om det farlige i en skattesænking til den næste dag at fyre ca. 10 mia af på en af slagsen. Desuden har den lokale socialdemokratiske udmelding omkring udviklingen af Thomas B. Thriges gade bestyrket mig i min ‘mistanke’ om, at man slet slet ikke skal dømme os ude endnu. En klog og rigtig udmelding, der har sendt vores borgmester til decideret tælling. Magen til defensiv holdning skal man i hvert fald lede længe efter.

Jeg var ikke på talerstolen på årets kongres, og da jeg sad temmeligt langt fra podiet, gav det ingen mening at tage billeder af den - direkte. Så det blev en række screenshots - de kan ses på flickr. Sidst, men ikke mindst, blev jeg interviewet af PES, de europæiske socialdemokrater, til deres YouTube side, som vil blive åbnet her i løbet af det næste styke tid. Link følger naturligvis.



Hvordan skal Odense se ud i fremtiden?
juli 5, 2007, 2:43 pm
Gemt under: Boye, odense, politik

Det kan godt være, at borgmester Jan Boye med det samme lagde sig fast på en tunnel-løsning for Thomas B. Thriges Gade i Odense, men jeg er personligt langt fra sikker på, at det er den rigtige løsning, hverken for bymiljø eller for kommunens pengepung.

Til alle os, som kunne tænke sig at se på alle mulighederne i (og konsekvenserne ved) de nye kvarterplaner for bl.a. Havnen og Thomas B. Thriges gade, før man tager sit standpunkt, kan jeg varmt anbefale denne feature på Odense Kommunes hjemmeside: http://www.odense.dk/upload/kvarterplan/main.html.

Uanset hvilket af scenarierne, man måtte gå ind for, er der for mig at se ingen tvivl om, at prioritet nr. 1 altid må være kanalforbindelsen, idet det er den eneste måde, man for alvor får dirigeret meget af den gennemgående trafik uden om bymidten.



The boys are back in town!
juni 13, 2007, 8:10 am
Gemt under: Boye, demokrati, odense, politik, socialdemokraterne

I går aftes havde jeg fornøjelsen af at være til det kommunale repræsentantskabsmøde i Socialdemokraterne i Odense. At socialdemokraterne er hot for tiden kunne alle tilstedeværende skrive under på - der var nærmest en ulidelig varme i lokalet.

Det skulle dog ikke forhindre et begivenhedsrigt repræsentantskabsmøde, hvor den største debat var vedrørende urafstemninger kontra det repræsentative demokrati. Min holdning er, at jeg kunne da godt gå ind for en form for urafstemning ang. spidskandidaten i Odense, men det fremlagte forslag var i min optik alt for vidtgående og kunne lamme partiet i månedsvis. (For slet ikke at tale om gentagne urafstemninger ikke just er gratis at afholde…) Summa summarum er jeg godt tilfreds med, at vi valgte spidskandiat (ligesom jeg er godt tilfreds med at det blev Anker Boye) på mødet, og det er altså ikke ‘udemokratisk’ sådan som meget passionerede tilhængere af direkte demokrati påstår. Alle repræsentanterne er valgt af generalforsamlingerne i  de respektive partiforeninger, så hvis man er utilfreds med deres valg, står det jo hvert medlem frit for at møde op og sige/stemme dem midt imod.

Desuden havde jeg også den glæde, at forsamlingen valgte mig til webansvarlig. På det personlige plan bliver det utroligt spændende og udfordrende, og jeg vil gøre mit til, at vi igen får et socialdemokratisk og visionært styre i Odense frem for tomme retoriske luftfrikadeller og populisme, som jeg synes den nuværende ledelse står for. Du kan checke socialdemokraterne i Odense’s website her: www.socialdemokraterne.dk/odense