Her blogger Bent


Ny udgave af SAM Bulletin
april 30, 2008, 9:37 am
Gemt under: arbejde, medier | Tags: , , , , ,

Så er den nyeste udgave af SAM Bulletin, det engelsksprogede elektroniske nyhedsbrev, som jeg er redaktør for, på gaden.

Læs mere om:

Du kan abonnere på SAM Bulletin fra SAM Headhunting her. Det er naturligvis gratis.



Skin-objektivitet
april 9, 2008, 7:43 am
Gemt under: medier, politik | Tags: , , ,

Iflg. en række medier i dag har Lotte Bundsgaard meldt sig ud af socialdemokraterne. Som fynsk sosse synes man naturligvis, at det er trist, men det er og forbliver helt og holdent Lottes eget valg.

Det, der derimod generer mig, er at det nærmest er blevet en italesat sandhed, at man iflg. Troels Mylenberg ikke kan være en ‘rigtig’ journalist (eller med ‘hud og hår’) med mindre at man opgiver sin grundlovssikrede ret til at være medlem af et politisk parti. (Politiken, 9. april: http://politiken.dk/politik/article492580.ece)

Jeg tror, at medierne dermed skyder sig selv i foden. Jeg ved udemærket godt, at når jeg læser Berlingske indland, læser jeg artikler som er (vel-)skrevet ud fra et borgerligt livssyn. Hvis jeg læser en artikel i Information, ved jeg lige så godt, at artiklerne der er skrevet ud fra et andet livssyn. Ergo er vi som læsere og medieforbrugere fuldt ud vandt til at læse med afsenderadressen in mente. Prøv at læse Pittelkows analyser i JP - hvis de ikke er normalitivt ladede og subjektive, så ved jeg ikke, hvad er. Så der eksisterer utivilsomt en stor portion hykleri blandt journaliststanden, og deres objektive næsen-i-sky er i bedste fald selvindbildsk.

For Lotte eller andre journalister bliver jo ved med at have holdninger - den eneste forskel er blot, at de ikke skilter med dem, og at vi som læsere alt andet lige får sværere ved at afkode dem. For hvad der bliver skrevet er fortsat baseret på holdninger, det være sig vinklen, temaet, selve historien. Der er en grund til, at en historie bliver skrevet, når det ikke lige er en faktuel reportage eller copy-paste fra Reuters. Og den grund er om noget politisk ladet.



I dag er (også) en mærkedag i pladeindustrien
oktober 10, 2007, 8:17 pm
Gemt under: medier, musik, radiohead

10. oktober 2007

Prince gjorde det for nyligt, i dag har Radiohead så gjort det. Givet deres seneste albums væk. Prince som tillæg i et stort britisk dagblad, Radiohead ved at man kan downloade albummet for det, man selv synes, man har lyst til at give. (ned til £0) Er den 10/10-07 datoen, hvor pladeindustrien fik slået endnu et søm i ligkisten?

Man kan mene om Radiohead, hvad man vil, men man kommer ikke udenom, at de er en af rockens absolutte dinosaurer anno 2007. Jeg havde selv fornøjelsen at være til stede under deres koncert i København d. 6 maj sidste år, og var ved at blive blæst ud af Forum ved styrken af publikummets velkomst og respons til bandet. Ingen tvivl om det - Radiohead har en meget fast og meget stor følgeskare.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at dette tiltag er forfriskende. Pladebranchen har i de seneste år virket som en mastodont, som ved hjælp af mere eller mindre obstruerende tekniske tiltag har forsøgt at forhindre, at deres musik kom ned på mp3-format. Alle uden undtagelse er de fejlet. Man behøver bare at se på salgstal for Ipods og andre mp3-afspillere for at se, hvorfor denne strategi fra starten er en dødssejler.  Hvis jeg har brugt 139,95 på en CD, vil jeg gudhjælpemig også have lov til at kunne overføre musikken til min Nokiatelefon, der også fungerer som min on-the-go musikafspiller.

Desuden kan jeg godt lide at fortælle og dele min passion for musik (som er stor qua mit 4-dobbelte cd-skab) med andre, som også har en lidenskab for musikken. Gudskelov er der også andre, som kan lide at dele deres fund med mig…og hvis jeg kan lide det, er jeg nok så gammeldags anlagt, at jeg i ni ud af ti tilfælde kunne finde på at gå ud og købe cd’en. Pladebranchen har siden den højtprofilerede napster-sag for ca. 10 år siden udset deling som noget ‘ondt’. MySpace, YouTube og andre deletjenesters popularitet viser, at deling også kan skabe profit.

På steder såsom Myspace har alle genrer indenfor musikken lige vilkår. De har de absolut ikke i pladebranchen, som virker til at være så skræmte for dalende salgstal, at de kun satser på det helt sikre, og ergo svømmer vi i reklamer for hjælpeløse opsamlinger (hvor mange kan Johnny Madsen lave??? -kan godt lide JM, men hans repertoire række vist ikke til 3-4 opsamlinger, eller hvad vi nu er oppe på), maskinpop og hip-hop, krydret med de korifæer, som ethvert pladeselskab gerne vil have i stalden for at få noget smagsdommer street credit. Bands som U2, REM og…, nå ja, Radiohead. Iøvrigt skylder 50 Cent resten af omverdenen at stoppe sin karriere - og hvis han holder sit ord, er det fint nok med mig! :-)

Radiohead har så valgt at vende pladebranchen ryggen, og tilbyde deres musik som download under et pay-as-you-want koncept. En kort anmeldelse kommer snarest her på bloggen, men lad mig her sige, at musikken retfærdigører noget mere end £0. Men man kan godt få den bagtanke, at uden den solide fangruppe, som Radiohead har i baghånden, ville dette stunt aldrig kunne lade sig gøre. Et er, at jeg tror, at Radiohead oprigtigt ikke er så forbandet fokuseret på penge, noget andet er at bands som Klaxons har vist, at man som ukendt band kan bruge nettet som stepping stone til at blive kendte, hvis produktet holder vand. Jeg tror, at det som vil være afgørende for om et band vælger pladebranchen til eller fra, er hvor meget iværksætter-gen, de enkelte kunstnere eller bands har. For hvis man vælger pladebranchen fra, skal man i sagens natur lave al promotion selv. På den anden side giver det kunstnere, som pladeselskabernes R&D-folk har afvist (de få go’e gammeldags R&D’ere, som er tilbage…), en chance nummer 2. Dog med hårdt benarbejde ved siden af som et must.

Summa sumarum tror jeg ikke på nogen revolution med dagens tiltag, men måske barsler det en ny tid, hvor kunstnere kan agere mere frit pga. et bredt tilgængeligt og anarkistisk indrettet distributionskanal. Og som man siger på min barndomsegn: Det er nok ikke så ringe endda…



Den medieskabte trædemølle
juni 7, 2007, 9:42 pm
Gemt under: jelved, medier, politik, radikale

Et lille host: I disse dage går det ganske kongeriges medier i selvsving over måske-nyheden: HVORNÅR TRÆDER JELVED TILBAGE???!!!

Det bekommer ikke mig som socialdemokrat at ‘kloge’ mig på situationen i andre partier, eller tage parti for den ene eller anden part i en intern radikal kamp, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at medierne endnu engang holder liv i en historie, som primært synes skabt af medierne og disses kommentatorer.

Som partileder formåede Marianne Jelved trods alt af sætte sit præg på 90′erne og  skaffede et for de radikale ganske habilt valgresultat ved det seneste valg i 2005. Sidenhen har de radikale nydt en tur i mediernes flyvetæppe; først helt oppe under Muhammed-krisen og dernæst helt nede i kulkælderen efter Khaders farvel. Dog læser de radikale jo efter sigende ikke meningsmålinger [sic], men hvem har sagt at de sidste måneders begivenheder partout SKAL udløse et partilederskifte? Skal vi ikke lade den radikale folketingsgruppe om det?

Tilsyneladende ikke. Vi har i det sidste to måneder hørt den ene kommentator, ex- eller wannabe-spindoktor efter den anden udtale sig med den største forbløffelse over, at Jelved endnu ikke er blevet væltet. Hvordan vover et parti at modsætte sig fem eller ti af landets fremmeste politiske kommentatorer? Medierne har masser af taletid, og de er ikke bange for at bruge gentagelsens retorik. Ergo har vi avislæsere nu i 1½ måned vågnet op til kommentaren om, at Jelved (ikke) bliver gået eller (ikke) går selv. Nuvel, det er ikke nogen holdbar tilgang at forestille sig dansk politik uden mediernes bevågenhed, men jeg orker næsten ikke to månedernes agurketid med flere genudsendelser med forbløffede reportere uden for de radikales gruppeværelse. C’mon - giv os læsere/lyttere/seere i stedet en analyse af hvad der rent faktisk sker, i stedet for konstant at foregribe og i et eller andet omfang selv skabe en nyhed.

Det er jo ikke første gang - medierne hev os alle igennem den samme mediemølle under valget i 2005, hvor alt man som socialdemokrat kunne blive spurgt om, var ens holdning til den seneste 0,2 procent stigning eller fald i meningsmålingerne - vel vidende, at udviklingen var statistisk insignifikant. Hvis man som socialdemokrat hellere ville diskutere, hvad man rent faktisk ville gøre med velfærdsstat, integration, ulandsstøtten blev man nærmest behandlet som en paria og out-of-touch med virkeligheden.

Det, som i for mange mediers verden virkeligt betyder noget i dag er tilsyneladende en 0,2% ændring i en meningsmåling eller hvorvidt en partileder træder tilbage i dag, i morgen, næste uge, næste måned etc.

Derfor glæder jeg mig personligt over den store vækst i blogs og andre internetfora, hvor folk kan give deres verdenssyn til kende. For det giver et lille, men godt alternativ til de etablerede medier, og det tror jeg ikke er så ringe endda.