Her blogger Bent


Hvordan skal Odense se ud i fremtiden?
juli 5, 2007, 2:43 pm
Gemt under: Boye, odense, politik

Det kan godt være, at borgmester Jan Boye med det samme lagde sig fast på en tunnel-løsning for Thomas B. Thriges Gade i Odense, men jeg er personligt langt fra sikker på, at det er den rigtige løsning, hverken for bymiljø eller for kommunens pengepung.

Til alle os, som kunne tænke sig at se på alle mulighederne i (og konsekvenserne ved) de nye kvarterplaner for bl.a. Havnen og Thomas B. Thriges gade, før man tager sit standpunkt, kan jeg varmt anbefale denne feature på Odense Kommunes hjemmeside: http://www.odense.dk/upload/kvarterplan/main.html.

Uanset hvilket af scenarierne, man måtte gå ind for, er der for mig at se ingen tvivl om, at prioritet nr. 1 altid må være kanalforbindelsen, idet det er den eneste måde, man for alvor får dirigeret meget af den gennemgående trafik uden om bymidten.



The boys are back in town!
juni 13, 2007, 8:10 am
Gemt under: Boye, demokrati, odense, politik, socialdemokraterne

I går aftes havde jeg fornøjelsen af at være til det kommunale repræsentantskabsmøde i Socialdemokraterne i Odense. At socialdemokraterne er hot for tiden kunne alle tilstedeværende skrive under på - der var nærmest en ulidelig varme i lokalet.

Det skulle dog ikke forhindre et begivenhedsrigt repræsentantskabsmøde, hvor den største debat var vedrørende urafstemninger kontra det repræsentative demokrati. Min holdning er, at jeg kunne da godt gå ind for en form for urafstemning ang. spidskandidaten i Odense, men det fremlagte forslag var i min optik alt for vidtgående og kunne lamme partiet i månedsvis. (For slet ikke at tale om gentagne urafstemninger ikke just er gratis at afholde…) Summa summarum er jeg godt tilfreds med, at vi valgte spidskandiat (ligesom jeg er godt tilfreds med at det blev Anker Boye) på mødet, og det er altså ikke ‘udemokratisk’ sådan som meget passionerede tilhængere af direkte demokrati påstår. Alle repræsentanterne er valgt af generalforsamlingerne i  de respektive partiforeninger, så hvis man er utilfreds med deres valg, står det jo hvert medlem frit for at møde op og sige/stemme dem midt imod.

Desuden havde jeg også den glæde, at forsamlingen valgte mig til webansvarlig. På det personlige plan bliver det utroligt spændende og udfordrende, og jeg vil gøre mit til, at vi igen får et socialdemokratisk og visionært styre i Odense frem for tomme retoriske luftfrikadeller og populisme, som jeg synes den nuværende ledelse står for. Du kan checke socialdemokraterne i Odense’s website her: www.socialdemokraterne.dk/odense