Her blogger Bent

I går var det (vist nok) min 8. koncertoplevelse med norske Kaizers Orchestra. Jeg har i hvert fald ikke styr på det eksakte antal længere. Nu kan det efterfølgende lyde kritisk, for det var ikke den bedste Kaizers-koncert, jeg har været til - langtfra, men bandet har et så højt bundniveau, at det til trods på ingen måder var en dårlig koncert.

Lad os starte med det positive - de nye sange fra den nyligt udgivne cd, Maskineri, er så meget bedre live end på cd’en. Live har de kant og liv, og man kan virkeligt mærke de historier, som ligger bag sangene. På cd’en er de mest af alt en omgang middle-of-the-road miskmask, omend meget nydeligt produceret. Som jeg lytter til det , ligner Maskineri endnu et eksempel på, at et undergrundsbands lyd bliver druknet i produktion, når budgettet bliver mangedoblet. For sangene er ikke dårlige, slet ikke, men det fremstår bare hverken specielt tydeligt eller bemærkelsesværdigt på cd’en. Så det bedste var klart, at de nye sange fik bevist deres eksistensberettigelse. Sætlisten var også en sær størrelse, med (for) mange voldsomme temposkift og med et sært antiklimaks med ‘Bak et halleluja’ som encore.

Det sagt var det stadigvæk en fornøjelig og varm aften, hvor energiniveauet var højt, men dog ikke nåede ekstase. Dertil var sætlisten for ujævn, hvor hverken partyfolket eller feinschmeckerne rigtigt kom i 5. gear.

I forbifarten skal man ikke glemme Geoff Berner, som næsten er blevet hus-opvarmningsmand for Kaizers. Skævt, fornøjeligt og rimeligt fordrukkent er det fortsat en god oplevelse og stå at synge med på hans anti-establishment sange. Download hans morbide “Official 2010 Olympics Theme Tune”, The Dead children were worth it! her:

http://www.geoffberner.com/Olympicstheme/#

I dag var jeg så nede og købe ny-klassikeren OK Computer med Radiohead for 2. gang. Det første, og meget slidte, eksemplar, som du ser på billedet overfor, kan simpelthen ikke mere. Der er indtil flere steder, hvor datalaget på cd’en simpelthen er skallet af. Men den har også været en favorit siden den kom på gaden i 1997. Jeg troede, at denne skæbne først ville overgå Automatic For the People med R.E.M., som om muligt er blevet spillet endnu mere i sin 16-årige levetid, men det blev altså OK Computer, der først måtte opgive evret.

Apropos R.E.M. har jeg også lige købt Accelerate. Modsat Kaizer-koncerten i går er der ingen former for ujævnheder på den plade - den kender kun ét tempo: fast forward. Men har de så tabt dybden i svinget? Det vil de næste mange gennemlytninger afsløre. Den er på repeat…

  Her er min foreløbelige vurdering af Radioheads nye plade (eller samling af downloads) - In Rainbows.

• Det er klart en post-Kid A skive. Da jeg så dem i København, virkede sangene noget mere straightforward rockende end på disse indspilninger, hvor de har fået det Krautrock-præg, som har præget alle Radioheads plader siden den fantastiske Kid A.
• På forunderlig vis minder den mig om en blanding mellem Miles Davis - Kind of Blue. og Joy Division - Closer Jeg føler mig hensat til samme form for introverte drømmeland.
• Det bedste nummer af de 10 er her i starten klart “Nude”, som både er en utroligt smuk ballade og hvor Thom Yorke fantastiske stemme foldes mere ud end i de andre sange.
• Jeg glæder mig til at få disc-boxen, så jeg kan slippe for mp3 160 kpbs-formatet snærende bånd.
• Det er langt fra Radioheads bedste plade (det er fortsat den 10 årige jubilar OK Computer), men den er absolut sine godt 42 og et halvt minut værd - især hvis man har en aften, hvor man bare har lyst til at sidde alene i et halvmørkt rum og lukke øjnene.

Men med en prissklit på så lidt som £0 og opefter, er der absolut ingen undskyldning for ikke selv at danne sin egen mening. Derfor gå til Radiohead.com og hent den ned. Det fortjener den!

10. oktober 2007

Prince gjorde det for nyligt, i dag har Radiohead så gjort det. Givet deres seneste albums væk. Prince som tillæg i et stort britisk dagblad, Radiohead ved at man kan downloade albummet for det, man selv synes, man har lyst til at give. (ned til £0) Er den 10/10-07 datoen, hvor pladeindustrien fik slået endnu et søm i ligkisten?

Man kan mene om Radiohead, hvad man vil, men man kommer ikke udenom, at de er en af rockens absolutte dinosaurer anno 2007. Jeg havde selv fornøjelsen at være til stede under deres koncert i København d. 6 maj sidste år, og var ved at blive blæst ud af Forum ved styrken af publikummets velkomst og respons til bandet. Ingen tvivl om det - Radiohead har en meget fast og meget stor følgeskare.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, at dette tiltag er forfriskende. Pladebranchen har i de seneste år virket som en mastodont, som ved hjælp af mere eller mindre obstruerende tekniske tiltag har forsøgt at forhindre, at deres musik kom ned på mp3-format. Alle uden undtagelse er de fejlet. Man behøver bare at se på salgstal for Ipods og andre mp3-afspillere for at se, hvorfor denne strategi fra starten er en dødssejler.  Hvis jeg har brugt 139,95 på en CD, vil jeg gudhjælpemig også have lov til at kunne overføre musikken til min Nokiatelefon, der også fungerer som min on-the-go musikafspiller.

Desuden kan jeg godt lide at fortælle og dele min passion for musik (som er stor qua mit 4-dobbelte cd-skab) med andre, som også har en lidenskab for musikken. Gudskelov er der også andre, som kan lide at dele deres fund med mig…og hvis jeg kan lide det, er jeg nok så gammeldags anlagt, at jeg i ni ud af ti tilfælde kunne finde på at gå ud og købe cd’en. Pladebranchen har siden den højtprofilerede napster-sag for ca. 10 år siden udset deling som noget ‘ondt’. MySpace, YouTube og andre deletjenesters popularitet viser, at deling også kan skabe profit.

På steder såsom Myspace har alle genrer indenfor musikken lige vilkår. De har de absolut ikke i pladebranchen, som virker til at være så skræmte for dalende salgstal, at de kun satser på det helt sikre, og ergo svømmer vi i reklamer for hjælpeløse opsamlinger (hvor mange kan Johnny Madsen lave??? -kan godt lide JM, men hans repertoire række vist ikke til 3-4 opsamlinger, eller hvad vi nu er oppe på), maskinpop og hip-hop, krydret med de korifæer, som ethvert pladeselskab gerne vil have i stalden for at få noget smagsdommer street credit. Bands som U2, REM og…, nå ja, Radiohead. Iøvrigt skylder 50 Cent resten af omverdenen at stoppe sin karriere - og hvis han holder sit ord, er det fint nok med mig!

Radiohead har så valgt at vende pladebranchen ryggen, og tilbyde deres musik som download under et pay-as-you-want koncept. En kort anmeldelse kommer snarest her på bloggen, men lad mig her sige, at musikken retfærdigører noget mere end £0. Men man kan godt få den bagtanke, at uden den solide fangruppe, som Radiohead har i baghånden, ville dette stunt aldrig kunne lade sig gøre. Et er, at jeg tror, at Radiohead oprigtigt ikke er så forbandet fokuseret på penge, noget andet er at bands som Klaxons har vist, at man som ukendt band kan bruge nettet som stepping stone til at blive kendte, hvis produktet holder vand. Jeg tror, at det som vil være afgørende for om et band vælger pladebranchen til eller fra, er hvor meget iværksætter-gen, de enkelte kunstnere eller bands har. For hvis man vælger pladebranchen fra, skal man i sagens natur lave al promotion selv. På den anden side giver det kunstnere, som pladeselskabernes R&D-folk har afvist (de få go’e gammeldags R&D’ere, som er tilbage…), en chance nummer 2. Dog med hårdt benarbejde ved siden af som et must.

Summa sumarum tror jeg ikke på nogen revolution med dagens tiltag, men måske barsler det en ny tid, hvor kunstnere kan agere mere frit pga. et bredt tilgængeligt og anarkistisk indrettet distributionskanal. Og som man siger på min barndomsegn: Det er nok ikke så ringe endda…