Her blogger Bent

(sakset fra www.socialdemokraterne.dk)

Så er det snart tid til 1. maj igen. En dag i gode venners lag, hvor man får markeret, at der fortsat er rigtigt meget at kæmpe for. Uligheden er stigende, det offentlige, bygninger som medarbejderne, virker til at være  i frit (for-)fald, og efter syv rigtigt gode år er det på sin plads at spørge, om det virkeligt er godt nok.

Men til syvende og sidst er det det sociale, som er klart i højsædet for min 1. maj. DSU’s kinesiske lotteri, hvor de trækker den liiiiige til grænsen, gammel dansk, diætist-fjendtlige mængder af røde pølser og kolde fadbamser, og masser af snak/hygge med den store flok af mennesker, man efter 12 år i partiet her i byen efterhånden er kommet til at kende - og holde af.

Politiken (http://politiken.dk/indland/article501672.ece) har med udgangspunkt i KBH en historie om, at der er flere betjente på gaden. Der er også betjente på gaden i Odense, men det er nok de mest afslappede betjente nord for alperne. De kunne uden problemer figurere i den klassiske Wonderful Copenhagen-reklame. Ikke fordi, jeg dermed nødvendigvis vil slås i hartkorn med en ælling.

1. maj i Odense er som regel (kan kun huske et år med lidt bøvl, og det var ikke i Ansgar anlæg) en meget fredelig affære, folk har deres børn med, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at møde op.

Læs mere om 1. maj programmet her:

LO Odense: http://www.loodense.dk/

Socialdemokraterne Odense (der har sakset DSU’s invitation): http://socialdemokraterne.dk/A-Odense-1-maj-2008-i-Odense-default.aspx?site=gl/odense&func=article.view&id=228725

God 1. maj!

I går var det kvindernes internationale kampdag, og den benyttede Socialdemokraterne, som jeg er medlem af, til at launche et forslag om, at inden for fire år skal børsnoterede selskaber have 40 pct. kvinder i bestyrelseslokalerne. Hvis ikke, skal selskaberne tvangsopløses. Pt. er der iflg. BNY 5,6%. I Norge har man indført en lignende regel, og her er kun en håndfuld selskaber på randen af tvangsopløsning.

Så hvis målet er få tvangsindført ligestilling i bestyrelseslokalerne, så virker denne form for kvotering. Ingen tvivl om det.

Men er ligestilling virkeligt målet? Er det ikke at få de bedste bestyrelser, således at virksomhederne bliver så godt ledet og styret som overhovedet muligt? Man kan købe sig fattig i teamworking-bøger, som siger at blandede teams er de mest effektive, fordi mænd og kvinder fra naturens hånd tænker og agerer anderledes. Ligeledes er det velkendt at man ofte rekrutterer dem, som ligner én selv. Ergo er man i en catch-22, som man så kan vride sig ud af med denne form for kvotering.

Desuden er det som mand svært at udtale sig i denne debat (og andre former for ligestillingsdebat), fordi du konsekvent føler sig italesat [sic] som dem, som sidder på flæsket eller som bare slet og ret er nogle onde svin. Og personligt har jeg mine tvivl om dette forslag. Selv i dag, hvor ligestillingen mellem kønnene alt andet lige er på et andet niveau end for f.eks. 30 år siden, køber danskerne (mødrene?) stadigvæk lyseblåt til drengene og lyserødt til pigerne. Det efterspørges endda i en grad, så det kræver udholdenhed at finde børnetøj i andre farver. Selv i dag er der klare kvinde- og mandefag, selvom der som sådan ikke er nogle tekniske forhindringer for at det kunne være 50-50. Kvinder vil ligeledes forsat skulle føde børnene, mændene vil fortsat have en fysik, som gør, at de er stærkere end kvinder.

Så spørgsmålet er, om der virkeligt findes så mange velkvalificerede kvinder, som har lyst til balancere en hæsblæsende erhvervskarriere med familielivet? Det er i hvert fald noget, vi diskuterede på mit arbejde, da man indførte kønskvoteringen i Norge.

Og hvorfor er det lige bestyrelsesposter i private virksomheder, som er i fokus - hvorfor indfører man ikke kønskvotering til by-, regions-, folketings- og europaparlamentsvalg, således at mindst 40% af alle medlemmerne skal være kvinder, uanset stemmetal?

Med andre ord er jeg i tvivl, og jeg kan godt sidde tilbage med en fornemmelse om, at denne form for kønskvotering er et udtryk for at målet helliger midlet.

Hvis man slog op for TV2 News eller (Gud forbyde det) læste Pittelkows usædvanligt harmdirrende og mavesure kommentarer i JP, skulle man tro, at en socialdemokratiske generalforsamling ville være alt andet end en hovedingridiens i en god lørdag. Hvis deres journalistiske vinkler stod til troende, skulle vi alle være ved at kaste os ud fra 6. sal eller bare gå rundt i en hyper-depressiv tilstand.

Men det går jo som bekendt ikke altid som præsten (eller Pittelkow?) prædiker. Vi havde generalforsamling i den lokale partiforening i går, jeg skulle som formand aflægge skriftlig beretning - men vigtigst af alt var der en rigtig god debat, både om det eurpæiske/multinationale ved Mikkel Schiøler, som kandiderer til at få en plads på listen til næste års europaparlamentsvalg, og det nationale ved Carsten Hansen, som ud over at være gruppeformand på borgen for den socialdemokratiske MF-gruppe også er forenings lokale folketingsmedlem.

Til nogens utvilsomme overraskelse, var der stor enighed om vejen udstukket af ledelsen. Selvfølgelig er der ting, socialdemokraterne kan gøre bedre, og det er i mine øjne primært i at få kommunikeret budskaberne ud. Der er politik på alle hylder - faktisk i en grad, så det nærmest skræmmer. Vil du f.eks. gerne vide, hvad socialdemokraterne har foreslået for at tackle problemerne med bortløbne mink? Well, læs svaret her.

Så det er tydeligvist ikke manglen på politik, der er sagens kerne pt. Det er nok derimod den store overskrift eller den store fortælling, som samler alle disse politikområder. Jeg er ganske fortrøstningsfuld, for jeg tror, at den er på vej og den have buzzwords som ‘fællesskab’, ‘tid’ og ‘livskvalitet’.

I de sidste år har diverse medier gentagne gange skrevet nekrologen for socialdemokraterne, men de glemmer alle, at på trods af at medierne er fulde af socialdemokrater, som lader til at være voldsomt uenige, er vi faktisk langt mere enige end uenige. Vi er stadigvæk et parti med én ideologi og et sæt grundholdninger, som holder os sammen. At de så ikke alle er lige velegnede til soundbytes, er så en anden ting.

Selv om det er rigtigt rart at være i andre socialdemokraters selskab, så var prikken over i’et prøvesmagningen af tre påskebryg. Med den enorme tilvækst af nye ølmærker skader det jo ikke at være tidligt ude.

I går aftes prøvesmagte jeg tre øl sammen med en kammerat, og her er dommen:

1. Carlsberg Easter Brew. God smag med god fylde, men er samtidigt rund.
2. GB Happy Easter. Blød på den der GB-agtige måde. Rigtig god, men måske lidt for ordinær.
3. Thisted Påskestenøl. Delte meninger om denne. Jeg kunne godt lide dens skarphed (og ja, den er godt nok skarp!), hvorimod herren på den anden side udbrød: “Hvem har proppet røget fisk i min øl?!”.

Rigtig god søndag!

Denne weekend blev brugt i Ålborg som Rådhusforeningens repræsentant på Socialdemokraternes kongres 2007. Som sædvanligt var det en hyggelig affære med god stemning, både om dagen og om aftenen. Eneste minus var vel, at landsholdet ikke lige kunne hive stikket hjem mod svenskerne.

Meget af tiden gik med det, som under den brede overskrift kan betegnes som ‘networking’, men det hovedsagelige er og bliver politik. Det udbytte, jeg gik hjem fra kongressen med, kan groft sagt opdeles i to punkter:

1. “Vi vælger velfærd”. Jeg var personligt meget glad for at høre, at socialdemokraternes definition af ‘velfærd’ er bredere end det, man måske umiddelbart forbinder med velfærd. Uden at skal lyde for overfilosofisk er velfærd a la socialdemokraterne en overskift for det, Aristoteles ville have haft kaldt ‘Det gode liv’. Det handler om at skabe de bedste rammer for hver enkelt person til at opnå de livsmål, som de måtte sætte sig. Ikke noget med at hive nogen ned - de handler om at løfte op. Jeg kan ikke være mere enig i denne form for lighedsbetragtning. Vi skal igen satse på en løbende opkvalificering af arbejdskraften, således man ikke taber folk på gulvet, hvis vi en dag står overfor mindre gunstige økonomiske konjukturer, end vi gør i dag.

2. “Vi kan slå Anders Fogh”. Om Helle brugte denne bemærkning kan jeg på stående fod ikke huske, men jeg er kommet hjem med en bestyrket tro på, at det borgerlige Danmark godt kan lade være med at åbne champagnen og tænde cigaren på forhånd, såsom mange af de politiske eksperter gerne vil have befolkningen til at tro. Jeg synes, at vores samlede politik har en meget klar (undskyld udtrykket!) rød tråd, uanset om det er om velfærd, integration, miljø eller den økonomiske politik. Ikke ligesom den nuværende regeringsleder, som den ene dag taler langt og længe om det farlige i en skattesænking til den næste dag at fyre ca. 10 mia af på en af slagsen. Desuden har den lokale socialdemokratiske udmelding omkring udviklingen af Thomas B. Thriges gade bestyrket mig i min ‘mistanke’ om, at man slet slet ikke skal dømme os ude endnu. En klog og rigtig udmelding, der har sendt vores borgmester til decideret tælling. Magen til defensiv holdning skal man i hvert fald lede længe efter.

Jeg var ikke på talerstolen på årets kongres, og da jeg sad temmeligt langt fra podiet, gav det ingen mening at tage billeder af den - direkte. Så det blev en række screenshots - de kan ses på flickr. Sidst, men ikke mindst, blev jeg interviewet af PES, de europæiske socialdemokrater, til deres YouTube side, som vil blive åbnet her i løbet af det næste styke tid. Link følger naturligvis.

To nyhedshistorier har indprentet sig på min nethinde i dagens løb.

1: At et par, som hver især tjener det samme som en tredje person, som er single, kan købe bolig for langt over det dobbelte beløb. Eksemplet var en single som med en årsindkomst på 300.000 kunne låne ca. 700.000 kr til bolig, hvis man ikke har den store opsparing.

2: At det parti, jeg bruger hovedparten af min fritid i, svigtes af de unge/yngre vælgere.

Kombinationen af de to historier fik mig til at tænke - måske var det tiden for socialdemokraterne at gå forrest med et bud på en singlepolitik?

De faste omkostninger ved at være single er tilnærmelsesvis de samme, som hvis man boede parvis. Husleje, afdrag og vedligehold på bil (hvis man har en sådan), forsikringer og selv kosten er det samme, da man som regel må regne med en del svind, hvis man ikke vil leve med ualmindelig ensformig kost (personligt går min grænse ved samme aftensmad tre aftener i træk).

Hvis man af den ene eller anden grund ikke har deltaget i boligfesten, er det efterhånden blevet særdeles svært at købe noget at bo i, hvis man gerne vil bo andre steder end de såkaldte randområder (forfærdeligt udtryk!). Selv Odense er ved at være udenfor en single-indkomsts rækkevidde. For 700.000 kan man måske være heldig at finde en 30-40 m2 studielejlighed i udkanten af byen. Jeg vil ikke ændre udbud-efterspørgsel, men i stedet pege på et forhold i den almene boligsektor, som kunne gøre en forskel. Som reglerne er i dag, kan man som single kun få en 2-værelses lejlighed (eller en 3-v, hvis denne er under 70m2).

Jeg går og drømmer om at få et tredje værelse, da jeg gerne vil have mere plads til et kontor samt overnattende gæster, da min familie bor et godt stykke vej fra Odense. Man ender i disse situationer med to lige trættende bivirkninger: Enten kan man vælge ritualet med at ommøblere hele stuen for at få plads til en luftmadras, og det er ret trættende i længden; eller også skal en af gæsterne vælge at holde sig ædru, så han/hun kan køre bilen hjem. Oftest koster en 3-v kun få hundrede kroner mere i leje end en 2-v, men vi bliver som single automatisk sat på plads til, at fordi du bor alene, så skal du nøjedes med din 2-v, uanset om vi har lyst og formåen til at betale den større lejlighed eller ej. Med en 3-v på det private boligmarked uden for den typiske single’s økonomiske formåen er man dermed havnet i en klassisk Catch-22. Måske var det på tid til at åbne op for, at de singler, som har lyst til at betale det, en 3 eller 4-værelses lejlighed koster i det almennyttige, får adgang til at gøre det, således at man som single også får en mulighed for at realisere ens livsdrømme.

Det anden problematik, som jeg kom på i aftenens løb, var i forbindelse med den nyligt overståede revision af bilafgifterne. Som single og barnløs (eller -fri, alt efter hvordan man anskuer det) er en bil på gule plader (dvs. to sæder) alt rigeligt.  Man har nu åbnet op for gule plader på små biler, men ved privat brug skal man betale en afgift på disse biler på godt 5000 kr årligt. Med én indkomst i hustanden ligger en bil beslag på en stor del på det månedlige budget - især, hvis man ikke vil køre rundt i en gammel ligkiste. Ville det derfor ikke være et spændende tiltag at fritage hustande med kun én indtægt fra denne ekstraafgift, da det ville sætte singler i stand til i lidt højere grad at leve det samme liv som de af deres venner, som lever i parforhold.

Mener jeg dermed, at samfundet skal anspore singleliv? Familien som kernen i samfundet har været det store politiske mantra, uanset om man er venstremand eller socialdemokrat, i de sidste mange år. Men jeg vil som udgangspunkt på den anden side heller ikke acceptere, at fordi jeg lever single gør noget forkert, og dermed skal straffes / stilles markant dårlige økonomisk for det.

Jeg kan sagtens forstå alle de gavnlige ting, familien som institution gør for samfundet, og synes også at det skal honoreres med børnecheck, betalbar børnepasning med videre, men på den anden side savner jeg til tider politisk anerkendelse af de gavnlige ting, som singler bla. også bibringer: mulighed for hyperfleksibilitet på arbejdsmarkedet, ingen barnets-første-sygedag etc. Singler er med andre ord særdeles effektive på den korte bane.

Sidst, men ikke mindst, skal man jo heller ikke glemme, at vi singler bliver flere og flere….

Det var to relativt hurtige bud på tiltag i en singlepolitik; der er sikkert mange flere…så jeg vil sikkert vende tilbage til temaet på bloggen på et senere tidspunkt.

I dag vil jeg ikke kede jer med et langt indlæg - i stedet blot et lille link til Vision, som er udspruget af Frit Forum (www.fritforum.dk), men som også trækker på en række eksterne meningsdannere. Et super initiativ med en masse interessante og tankevækkende artikler.

Få selv syn for sagen på www.visionæretanker.dk

I går aftes havde jeg fornøjelsen af at være til det kommunale repræsentantskabsmøde i Socialdemokraterne i Odense. At socialdemokraterne er hot for tiden kunne alle tilstedeværende skrive under på - der var nærmest en ulidelig varme i lokalet.

Det skulle dog ikke forhindre et begivenhedsrigt repræsentantskabsmøde, hvor den største debat var vedrørende urafstemninger kontra det repræsentative demokrati. Min holdning er, at jeg kunne da godt gå ind for en form for urafstemning ang. spidskandidaten i Odense, men det fremlagte forslag var i min optik alt for vidtgående og kunne lamme partiet i månedsvis. (For slet ikke at tale om gentagne urafstemninger ikke just er gratis at afholde…) Summa summarum er jeg godt tilfreds med, at vi valgte spidskandiat (ligesom jeg er godt tilfreds med at det blev Anker Boye) på mødet, og det er altså ikke ‘udemokratisk’ sådan som meget passionerede tilhængere af direkte demokrati påstår. Alle repræsentanterne er valgt af generalforsamlingerne i  de respektive partiforeninger, så hvis man er utilfreds med deres valg, står det jo hvert medlem frit for at møde op og sige/stemme dem midt imod.

Desuden havde jeg også den glæde, at forsamlingen valgte mig til webansvarlig. På det personlige plan bliver det utroligt spændende og udfordrende, og jeg vil gøre mit til, at vi igen får et socialdemokratisk og visionært styre i Odense frem for tomme retoriske luftfrikadeller og populisme, som jeg synes den nuværende ledelse står for. Du kan checke socialdemokraterne i Odense’s website her: www.socialdemokraterne.dk/odense